Skip to main content

Analog Foto og Mørkekammerteknik

🎞 FOTO PÅ KULTURSKOLEN 📸

Analog foto og mørkekammerteknik på Kulturskolen

NYHED: Mørkekammer på Kulturskolen

Gå du og har lyst til at prøve kræfter med analog-fotografi og mørkekammerarbejde, så har du muligheden på Kulturskolen Kolding, hvor vi har indrettet et helt nyt mørkekammer og nu tilbyder analog foto som fag.

Herunder kan du se en computerskitse af lokalet, lokalet som det så ud umiddelbart før vi blev sendt hjem ved nedlukningen i december … og hvordan det ser ud nu, efter håndværkene har haft fred og ro til at sætte det hele i stand. Vi mangler stadig en del, men vi er klar efter sommerferien. 

Vi ses i mørket!

Foto-spørgsmål

Mange ting!!

I første omgang handler det meget om at tage billeder på film og lære om alle de mange fantastiske muligheder der er, når man fremkalder papirbilleder i mørkekammeret.

Her er en lille film, hvor jeg viser processen fra negativ (film) til positiv (papir):

Men foto handler også om mange andre ting, f.eks:

    • Lær at bruge dit kamera, så man ved hvad du får … uden at have en skærm på bagsiden!
    • Brug kameraet kreativt – få mest muligt ud af dine motiver
    • Vælg det rigtige objektiv til opgaven
    • Foto-opgaver; portrætter, makro, bybilleder, osv.
    • Lys – naturligt og kunstigt
    • Hvordan fremkalder man film
    • Lær at fremkalde billeder på papir i mørkekammeret
    • Alternative teknikker, fremkalde med kaffe, lave cyanotopi og andre gamle metoder
    • Foto uden et kamera (det er muligt!)
    • Bygge vores egne kameraer (det er også muligt!)
    • Fremkalde billeder på andet end papir, f.eks sten, stoft, keramik mm.
    • og meget, meget andet!

Alt sammen selvfølgelig med udgangspunkt i deltagernes niveau og ønsker.

Hvad er egentlig et mørkekammer?

Film og fotopapir er følsomt overfor lys, så derfor er man nødt til at bruge et mørkekammer, når man skal fremkalde billeder.

Jamen … er der så helt mørkt?

Nej, ikke helt. Fotopapir til sort-hvid billeder er ikke følsomt overfor rødt lys og man kan sagtens se i den belysning – til gengæld kan man godt bliver ret upopulær, hvis man tænder sin telefon 😜 
  
Film kan slet ikke tåle lys, men det kan man håndtere i lystætte poser.
  
For mange er mørkekammeret den mest magiske del af fotoarbejdet; der er en hel særlig rolig og hyggelig stemning, når det røde lys tændes og man ser billederne tone frem på magisk vis i fremkaldervæsken.

Ja. Vi har i meget begrænset omfang mulighed for, at udlåne kameraer i kortere perioder, men du får mest glæde af at gå til foto, hvis du har dit eget kamera.
  
Den gode nyhed er, at det ikke behøver være særlig dyrt – og hvis du spørger forældre, bedsteforældre, onkler og tanter, ligger der ofte et gamle kamera du kan bruge.
  
Er du så uheldig, at din familie ikke lige har et gammelt filmkamera liggende, kan du for kr. 300-500,- finde et udmærket kamera på DBA, Gul og Gratis og lignende.
  
Gode råd ved køb af kamera
    • Vælg helst et kamera der bruger 35mm film (se filmen herunder)
    • Vælg gerne et spejlreflekskamera, det giver dig flest muligheder.
    • Har du et "point & shoot" kamera, kan det sagtens bruges, men hvis du skal ud at købe et kamera, får du flere muligheder med et spejlrefleks.
    • Der findes kameraer der bruger type 120 film – hvis du finder sådan et på loftet er det fint; men du får kun 12 billeder pr. rulle til den samme pris som 35mm med 36 billeder (og pt. har vi kun ét forstørrelsesapparat der kan tage den størrelse film).
    • Tjek batterikammeret; der må ikke være ir eller punkterede batterier i.
    • Se om glasset er pænt og uden alvorlige ridser eller støv/svamp (hold det op mod lyset og se igennem, det skal helst være klart – men lidt støv og små ridser gør ikke noget).
    • Luk kameraet op, sæt lukkertiden på 1 og tryk på udløseren; vinduet skal nu stå åbent i ét sekund (ca.).
    • Køber du ubeset skal du sikre dig, at du må returnere kameraet hvis det ikke virker.

Anbefaling

Hvis jeg skulle anbefale et kamera, der er godt at starte med, vil jeg foreslå et Canon EOS 500n (eller 300, 3000, 5000 osv. forskellen er ikke stor). Det er et kamera fra "plastic-fantastic æraens" storhedstid i 1980'erne, men det kan alt det man skal bruge og sammen med et zoom-objektiv bør det ikke koste mere end kr. 4-600,- afh. af stand.
Nikon har tilsvarende som f.eks. F90 … ligesom der også findes kameraer af den type fra Pentax, Olympus og mange andre.
  
Har man allerede et Canon eller et Nikon digitalkamera, skal man være opmærksom på at objektiverne i de fleste tilfælde kan bruges på både digital- og analogkameraerne, så der kan være en fidus i at holde sig til det mærke man allerede har.
  
Her er en lille film jeg har lavet om kameraer…

I mørkekammeret kan vi fremkalde sort-hvid film og lave papirbilleder af negativerne.
Bemærk at du ikke kan bruge farvefilm pt.
Med nogle få undtagelser *) kan alle sort-hvid film bruges. Film findes i forskellige 'følsomhedsgrader' (ASA/ISO), der er angivet ved et tal efter navnet. Lave tal betyder at filmen egner sig til situationer med masser af lys, høje tal betyder at filmen egner sig bedre til situationer med mindre godt lys.
Jeg anbefaler at man starter med at bruge en film på 400 ASA, f.eks. 
På skolen bruger vi Fomapan (100, 200 og 400) der er glimrende film, til en meget gunstig pris.
- - - 
*) Undtagelsen er "Ilford XP3 Super" - denne film skal du ikke købe!
Grunden er, at den skal fremkaldes ligesom farvefilm. Den er beregnet til folk, der gerne vil tage s/h-billeder og få fremkaldt filmen hos en fotohandler (der timer dem i sammen maskine som farvefilmene). 
Det er meget usandsynligt at du støder på dem, men undgå også Fomapan 100R og Adox Scala 50, der er beregnet til en speciel proces.

Fremkaldelse af farvefilm er i sig selv ikke så kompliceret; det kræver selvfølgelig den rettet kemi og så en meget præcis temperaturstyring. Så hvis interessen er der, kunne vi godt lege lidt med det.
  
Men … at lave papirkopier af farvebilleder er en noget mere kompliceret (og dyrere) proces end sort-hvid; papiret er dyrere (det er filmene også) og der skal bruge særlig kemi, der ikke kan holde sig frisk ret lang tid ad gangen. Det skal også foregå i total mørke.
  
Det er meget mere taknemmeligt at arbejde med sort-hvid, så der kan man blive fortrolig med arbejdet i mørkekammeret og lære alle teknikkerne, før man evt. kaster sig ud i at arbejde med farvefilm og -billeder.

Tilmelding til Foto på Kulturskolen

Du kan tilmelde dig til Foto på Kulturskolen via dette link…

Back to top