Skip to main content Skip to footer

Klaver, Suzuki-metoden

Klaveret er et rigtig godt instrument at begynde at lære at spille på. Der læres både noder og akkordspil, så man senere kan spille becifringspil i f.eks. bandsammenspil. Klaver er det optimale instrument, når det gælder udgangspunkt for musikforståelse. Klaveret bruges indenfor stort set alle musikgenrer: klassisk, rytmisk og folkemusik.

Klaveret er et tangentinstrument. Det vil sige, at lyden dannes ved at man trykker en tangent ned. Når en tangent trykkes ned, aktiveres en lille hammer, som anslår en bestemt streng. Strengen giver lyd fra sig, og hvor højt, eller hvor god klangen bliver fra tangentens lyd, afhænger af hvordan man trykker tangenten ned. Derfor er det vigtigt, at du har et godt klaver derhjemme. (Alternativt kan du leje et elpiano med vægtede tangenter gennem Kulturskolen.) Så har du det bedste udgangspunkt for at blive undervist i klaver. Det er også vigtigt med en god klaverbænk/stol - gerne en som kan indstilles i højde.

Hvad er Suzuki-metoden?

Suzuki-metoden – også kaldet modersmålsmetoden – er udviklet af den japanske violinist og musikpædagog Shinichi Suzuki (1898–1998). Metoden bygger på tanken om, at børn kan lære musik på samme måde, som de lærer deres modersmål: ved at lytte, efterligne, gentage og blive mødt med ros og opmuntring.

I undervisningen lægges der vægt på:

  • daglig lytten,

  • efterligning,

  • gentagelser,

  • ros og opmuntring.

Metoden kendetegnes også ved:

  • tidlig start,

  • aktiv forældredeltagelse i både undervisning og øvning hjemme,

  • et fast grundrepertoire, som barnet lytter meget til,

  • en tryg undervisningsatmosfære med lege, opmuntring og ét fokuspunkt ad gangen,

  • løbende arbejde med både nye og tidligere stykker,

  • samt at undervisningen i starten foregår på gehør uden noder og teori. Noder introduceres gradvist, når barnet er klar til det.

Aldersgruppe: Fra 0. klasse

Sted: Kulturskolen Kolding, Riis Toft 12A, 6000 Kolding

Pris: Se Kulturskolens priser og betingelser her.


Lærere

  • Camilla Holm Svanberg